Tove Nyhuus in memoriam

Den 27. februar døde Tove Nyhuus. Vi var vidende om, at Tove var syg, men døden kom pludseligt. Hun var frisk til det sidste, vi spillede bridge aftenen forinden og havde planlagt flere arrangementer sammen.

Tove Nyhuus var den stærke kvinde bag Danmarks første indkøbscenter, Rødovre Centrum. Som datter af centrets grundlægger, gartner A. Knudsen, blev hun som bogholder under byggeprocessen fra 1963 inddraget i regnskaberne. I perioden 1976-1991 var Tove Nyhuus direktør i familieforetagendet. Efter overdragelsen af denne post til næste generation bestred hun posten som bestyrelsesformand til sin død.

Tove var igennem 11 år kasserer i Karlslunde Tennis Klub og medlem af Ejendomsudvalget i Karlslunde Hallen. Hun gjorde et fantastisk stykke arbejde for Tennisklubben, hvilket arbejde vi værdsatte rigtig meget. Tove passede godt på Tennisklubbens penge. Man så hende af og til cykle rundt i Karlslunde og aflevere kontingentopkrævninger for at spare porto. Hvor stort et arbejde hun havde gjort igennem årene, gik først op for os, da hun stoppede kassererjobbet, som herefter blev overtaget af 3 personer.

Tove var et vidende, høfligt, hjælpsomt, beskedent menneske. Vi sad sammen i tennisbestyrelsen i flere år og havde et fortræffeligt samarbejde der. Tove kunne altid fortælle os, hvordan tingene hang sammen, hvis vi ikke kunne finde ud af det. - Tove blev min gode veninde, hun lærte mig at spille bridge, vi stod på ski og spillede tennis sammen i mange år. Tove var yderst gæstfri, den perfekte værtinde, og altid meget interesseret i andres ve og vel.

Livet bliver fattigere uden Tove.

Ilse Engstrøm

Tidl. formand
Karlslunde Tennisklub