Ny tennishal

Vi vil i bestyrelsen gerne give jer en kort orientering fra byrådsmødet i går, og vil i den anledning også takke for opbakningen ved det samlede fremmøde.

Flertallet i Greve Byråd bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance besluttede i går aftes på Byrådsmødet, at frigive de bevilgede midler til opførelse af Dansk Petanque Center til Karlslunde Idræts Forening, så KIF dermed selv kommer til at stå som bygherre og ejere af faciliteterne. Modsat flertallet valgte Socialdemokraterne og Enhedslisten at stemme imod, mens Konservative undlod at stemme.

I forhold til det projekt Greve Kommune udbød tilbage i november 2015, som kostede 17 millioner excl. moms, har vi i samarbejde med rådgivere udarbejdet et nyt projekt. Projektet indeholder stort set det samme, men bygningsformen, tekniske installationer mm. er ændret, så anlægsudgiften bringes væsentligt ned, og nu er realistisk i forhold til den kommunale bevilling, suppleret med den forventede egenfinansiering fra KIF.  Det skal understreges at ændringerne ikke har betydning for kvaliteten i byggeriet, da besparelserne i høj grad er opnået ved en ændret bygningsform, samt reducering af ventilation og andre omkostningstunge installationer.    

Vi har nu, sammen med det rådgivende Ingeniørfirma Dines Jørgensen, påbegyndt udarbejdelse af udbudsmateriale, som udsendes i Totalentreprise til 3 bydende entreprenørfirmaer senest uge 27, med forventet licitation senest uge 32. Hvis alt går som vi forventer, så vil første spadestik kunne tages omkring den 1. september.

Da vort projekt er bygget op i forhold til kravene i det nuværende bygningsreglement, er det tvingende nødvendigt at vores byggeansøgning er modtaget på Greve Kommune senest den 30 juni, da et nyt Bygningsreglement træder i kraft den 1. juli. Vi er derfor allerede nu i gang med at udarbejde myndighedsprojekt/byggeansøgning, som forventes afleveret på Greve Kommune senest den 23. juni.

Så nu skulle der ikke være ”bump på vejen”. Projektet ligger i egne hænder, så nu er det KIF der træffer beslutningerne.

I tilfælde af eventuelle spørgsmål er I velkomne til at ringe til undertegnede på 24787331 eller spørge én fra bestyrelsen.

De bedste tennishilsner 

Thomas Cortzen