Referat af generalforsamling 23. nov 2017

 

23. november 2017 

Tilstedeværende fra bestyrelsen:



Fraværende

 

Referent: NH

 

1. Valg af dirigent

Peter Wammen vælges som dirigent, og erklærer generalforsamlingen for rettidigt indkaldt og gyldig.

2. Formandens beretning

Vi har i mange år kæmpet for en ny hal, og 2017 blev året hvor vi fik den. Det har været et langt og sejt træk. Mange møder i Greve kommune og med Boule Hedebo, entreprenør, rådgiver samt KIF. Jeg kan f.eks huske dengang hele byggeriet var i licitation, og hvor vi fra entreprenør Brdr. Petersen fik at vide at hele projektet kostede 17,5 mill. Der hang vores hal i en meget tynd tråd når man kun har 12,5 mill., og kun ved hjælp fra KIF, lidt egenfinansiering og masser af kræfter i bestyrelsen lykkedes projektet. Så tak til alle der har hjulpet til med projektet, og som er skyld i, at vi sidder i de her dejlige rammer.

Selve lokalet her skal bruges som multirum, hvor der f.eks kan afholdes generalforsamling, og hvor man bare kan hygge sig. Vi har søgt om et bordtennisbord, og ude på vores dejlig altan står der lidt havemøbler. Jeg tænker at vi til næste sommer kan afholde nogle sommerarrangementer derude med en lille grill, mens solen bevæger sig rundt om hallen.

Da byggeriet blev færdigt, oprettede vi et driftsudvalg, som står for den daglige drift af vores nye hal. Det er Robert Zachrau fra tennisafdelingen der sidder i udvalget, og udover repræsentanter fra boule hedebo, sidder også sekretariatschefen fra KIF Peter Roslev, og den facilitetsansvarlige fra KIF Christian Madsen. Hvis i har nogle ideer i gerne vil have taget op, er det Robert som i skal tage fat i, og hvis det er nogle større beslutninger vil Robert foreligge det for bestyrelsen.

Vi har desværre haft et faldende medlemstal, og vi er i dag 18 juniorer, 51 under 60 og 63 over 60 år. I alt 132 medlemmer. Vi var 182 medlemmer sidste år med en målsætning om at øge det til over 200. Vi er nødt til at sætte kraftigt ind på dette område, og har allerede igangsat flere tiltag. Lisbeth beskriver senere hvad vi vil gøre på seniorområdet, og på næste bestyrelsesmøde vil vi få besøg af en konsulent fra DGI. Hans opgave bliver at belyse hvad andre klubber gør, så vi måske kan lære lidt, og jeg har bedt ham om at gå lidt hårdt til os, således at næste gang vi sidder her, har væsentligt flere medlemmer.

I greve Tennis er de ” lidt” flere medlemmer end os, og vi har derfor indgået et samarbejde der går ud på at deres medlemmer kan leje sig ind i de ledige tider hos os. Indtil videre er der kun 3 timer der er lejet ud, men det er dejligt at vi får udnyttet hallen. Det kunne jo også være at de fremadrettet har lyst til at spille fast hos os, så vi ser det som en god reklamesøjle, som vi samtidig tjener lidt penge på.

Et nyt projekt der startes op er vores 2 grønne baner, som blev nedlagt dengang vores hal blev bygget. 2 nye baner koster 530.000 kr., og da vores gamle hal er solgt for 32.500 er der et stykke vej mod målet. Grundet de større omkostninger ved halbyggeriet, skal der lige i KIF spares op til banerne, men i selve KIF’s regnskab er der udarbejdet en regnskabspost, som samler op når der er lidt penge tilovers andre steder. Der kan ikke ligge 2 grønne baner pga. volden og tilskuerpladsen ved fodboldbanen. Vi har derfor bestemt at der komme til at ligge en grøn bane, samt en ny u10 bane, som kun er 2/3 del i størrelsen.

Henover julen vil vores gamle hal blive fjernet, og når vi så kan gå i jorden, kan vi starte selve projektet op. Det passer med at når vi så kommer til standerhejsningen næste år, vil vi, hvis vi er heldige være færdige.

Så der er masser af ting at tage fat på, og jeg glæder mig sammen med bestyrelsen at tage fat på en ny sæson, og vil selvfølgelig takke bestyrelsen for det kæmpe arbejde de har lavet i den forgangne sæson.

Jeg vil også gerne sige tak til vores gamle sponsorer, Superbrugsen og Mcdonalds. Vi er så heldige at der er kommet nogle nye til. Tømrerfirmaet Steen Jensen, Deres Låseservice v/ rene madsen og Revisor Lasse Svensson. Tak til jer også.                                                                                                                                                                 

Thomas Cortzen

Kommentarer:

- Flere kommentarer vedr aldersfordelingen i klubben. Der henvises til indkomne forslag, hvor emnet bliver diskuteret.

3. Udvalgsformændenes beretninger

Juniorudvalg v. MP

I juniorafdelingen har der i sidste sæson været stor fokus på at skabe resultater med de 3 hold der har været tilmeldt. U10 holdet har igen stillet op i B rækken og blev nummer 2 ud af 8 tilmeldte hold. De tabte ingen kampe, og fik kun en uafgjort, men pga. reglen om indbyrdes kampe, stak Gentofte af med 1 pladsen. U14 stillede op i C rækken for begyndere, men fik meget hård modstand, og mødte hold der havde taget a række spillere med ned i c rækken. Vi endte med at indgive en klage til SLTU. En lidt kedelig udgang og synd for holdet, der dog tog det med oprejst pande, og kæmpede det bedste de havde lært. De blev nummer 3 ud af 4 tilmeldte hold. U16 holdet blev nummer 5 ud af 7, og har efterhånden fundet et rigtig godt sammenhold, og elsker at komme ud at spille.

En af de store satsningsområder er vores tennisskole, som vi efterhånden har afholdt i mange år. I år var der 30 tilmeldte, og de hyggede sig i uge 31 fra mandag til torsdag fra 9-16. Dagene gik rigtig hurtigt og om torsdagen sluttede de af med fælles turnering. Der er ingen tvivl om at skolen er kommet for at blive. Det er en god reklamesøjle, og vi har allerede nu fået flere juniorer, der har tilmeldt sig her i den nye sæson.

Nu gælder det om at holde fast på de spillere som der er på holdene, og tiltrække nye spillere der kan tilføre flere kræfter og energi til holdene. Så vi ser frem til en ny sæson med masser af kampe og flere oplevelser med vores unge medlemmer.

Da hverken jeg eller nogle af mine døtre spiller i Karlslunde mere, har jeg valgt at trække mig, og vil gerne sige tak for denne gang.

Jeg håber at ungdommen i Karlslunde fortsat har mulighed for at spille tennis, og glæder mig til at følge den, og så kan det jo være at jeg kommer tilbage.

Tak

Marianne Pedersen

Seniorudvalg v. LD

Vet 40+: Vet 40+ hold spiller i Serie 1, Pulje 2. Holdet sluttede på en 2 plads ud af 6 hold. Det betyder at holdet næste år rykker op Sjællandsserien.

Vet 70+: Vet 70+ spiller i Elite Øst, Pulje 1. Holdet forbliver i samme division i 2018.

Motionist Kat 1: Holdet spiller i Kat 1, pulje 2.Holdet sluttede på en 1 plads i en stærk besat række og forbliver i samme kat i 2017. Vi tabte desværre semifinalen til Hørsholm. Igen i år har vi haft problemer med brug af ”ulovlige” spillere,- dvs seniore/veteran spillere som spiller motionist- Der er klaget over dette til SLTU som vil forsøge at skærpe reglerne for den kommende ude sæson.

Klubmesterskab 2017

Vi afholdt klubmesterskaber i uge 35. Desværre var der heller ikke i år mange tilmeldinger.

Jeg ser meget gerne forslag til hvad vi kan gøre i stedet, for at lokke flere deltagere med til KM.

Se nedenstående resultater fra finalerne.

Tillykke til vinderne!

HS A: Flemming Vedel vinder over Peter Wammen   6/3-6/7-10/5

HD A: Flemming Vedel/Peter Wammen vinder over Brian/Søren 6/2-6/1

HS B: Jean Sebastian vinder over Jes A Hansen 6/0-1/6-10/5

HD B: Lars Understrup/Henrik Jensen vinder samlet denne pulje

DD B: Kirsten Tegner/Ilse vinder over Tove/Else 6/4-6/0

Der vil blive indkaldt til spillermøde i slutningen af feb. 2018, hvor vi sammen kigger på sammensætningen af holdene til 2017 sæsonen.

Vi i bestyrelsen har focus på hvordan vi kan lokke nye og fastholde eksisterende medlemmer. Mit område er de voksne og et forslag kunne være mere træning. Der er generelt ønsker om mere træning i vores klub, det drejer sig både om begyndere , motionister og veteraner. Greve tennisklub har en del trænere og tilbyder træning ”ud af huset”. I første omgang forsøger vi her i vinter med et lille hold der aktivt har spurgt om træning (øvede motionister), 3-4 gange over vinteren for 4-6 personer. Klubben stiller banen til rådighed i 2 timer, deltagerne betaler selv for træningen. Prisen er dkk. 250,- /time,

Til udesæsonen 2018 er det planen at tilbyde træningspakker på forskellige niveauer.

Pbv      

Lisbeth
 

Motionistudvalget v. IE

Tunering motionisthold 3 – holdkaptajn Uffe

Vi spillede i år i motionistrække 3, pulje 4. Motionistrække 3 er den lavest rangerende række for motionister under SLTU. - Og lad det være sagt med samme: Vi klarede os ikke så godt som sidste år, hvor den allersidste kamp var afgørende for, om vi vandt rækken. Vi opnåede i år en pæn placering som nr. 6 i en række på 8 hold. Èt hold skilte sig ud og vandt samtlige kampe. Dette hold, Albertslund, har aldrig tidligere spillet i vores række og var helt fejlplaceret. Bortset fra Ledøje-Smørum, der endte helt i bunden uden sejre, var de øvrige 6 klubber meget tæt placeret og kun ganske få point adskilte os fra en tredieplads.

Vi har benyttet 10 spillere i år i de 7 holdkampe. Kun 3 spillere har deltaget i samtlige kampe, nemlig Jes Hansen, Henning Damsø og Janne Rasmussen. De øvrige 7 spillere er Arne, Jørgen, Peter, Uffe, Kirsten Tegner, Helle Joan og Ilse. - Vi spiller som altid kun doublekampe, fordelt med 3 herredoubler, 2 mixér og én damedouble.

Et generationsskifte er så småt i gang på holdet. Yngste mand er Jes, der har været en bærende kraft gennem samtlige kampe.

Vi spillede i år mod klubber, vi ikke har spillet mod tidligere. Udover allerede nævnte Albertslund var vi også i Stenløse, en klub, der ikke ligefrem lå i nabolaget. Holdet spillede også i år en række spændende kampe, og holdkampene afsluttes traditionen tro med hyggeligt samvær og fællesspisning efter kampen. Vi har fået rigtig meget lækker mad både på udebane og ved hjemmekampene, hvor maden indtages i cafeteriet i hallen. Meget dejligt og ingen beklagelser over, at både ude- og hjemmeholdets spillere selv må betale for drikkevarer til maden.

Kaffeklubben
Kaffeklubben om tirsdagen  kl. 10-12 er altid hyggelig. Vi skiftes til at medtage kage og kaffe, som vi indtager efter ca. 45 minutters spil. Bagefter spiller vi igen 45 min. - Ofte får vi besøg af tidligere spillere, som nu har lagt tennis-spillet på hylden, eller spillere, som p.t. er skadet. Lisbeth har reserveret hele anlægget til os, men vi bruger efterhånden kun 2-3 baner, hvilket har fået mandlige spillere til at ”vejre morgenluft” og tage chancen for en ledig bane i kaffeklubben samt et lille velkomstknus til damerne. Der er næsten altid gevinst!

Sædvanen tro afholdt vi afslutning på sæsonen sidste tirsdag i august. Efter en lille opstrammer i form af en munter sommerdrik spillede vi først turnering, og derefter spiste vi frokost sammen. Bagefter var der uddeling af præmier, sædvanen tro: præmie til alle. - Vi gik glade og muntre hjem efter en dejlig dag.

Vi er nu startet den indendørs sæson i vores dejlige nye hal. Her deltager de fleste af kaffeklubbens medlemmer. Nogle har etableret sig om tirsdagen, andre om fredagen, og vi afløser på skift på hhv. det ene og det andet hold, når der er behov. Det er der ofte, idet de fleste af os så dagens lys under 2. verdenskrig, enkelte i årene efter, så man kan hurtigt regne ud, at mange for længst har rundet de 70 år. - I mit stille sind må jeg sige: Det er FANTASTISK! Stadig at kunne rende rundt på tennisbanen med ketcher og bold.

Drop in
Drop In mandage kl. 18-20 er hellig for de fleste af os. Vi mødes lidt før kl. 18, trækker numre og spiller ½ time, derefter trækker vi nye numre, spiller, drikker kaffe, spiser kager, og således fortsætter vi til kl. 20 eller længere. Dem, der ikke er involveret i det praktiske, betaler 5 kroner for at deltage. Disse penge går til kaffe og kage. - Stor tak til Henrik og Inger, som har taget det store slæb med kaffe og kage.

I juli måned – da KIFFEN holdt ferie – afholdt vi en lille sammenkomst, hvor Henrik grillede lækre stege, Inger fremstillede tilbehør, og undertegnede bagte brød. Der var råd til lidt drikkevarer fra overskud i kaffekassen. Vi havde en munter aften med stor deltagelse (20+), og vejret var forrygende. Henrik havde arrangeret en lille slag-konkurrence med præmie til den, som kunne ramme en plastic-dut.

Vi har nu fået legaliseret sådanne arrangementer med forpagter-parret af cafeteriet. Vi må afholde 2 arrangementer i sæsonen, og det passer vist meget godt til vores behov.

Softtennis
Vi har fået tildelt nogle søndage fra kl. 10-12 i indeværende år, hvor vi kan spille softtennis (se hjemmesiden). Deltagelsen er stadig ikke overvældende, men kan jeg samle 4, spiller vi. Søndag, den 17. december er sidste søndag i år. Jeg forsøger at få tildelt nogle søndage efter nytår.

Sluttelig: tak for en god sæson og på gensyn – måske til softtennis – eller på gensyn foråret 2018.

Ilse Engstrøm
Motionistformand

 

4. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

TC fremlægger regnskabet til godkendelse.

Regnskabet godkendes enstemmigt.
 

5. Behandling af indkomne forslag

Vedtægtsændring: Kun 1 revisor - v/ bestyrelsen

Forslaget godkendes enstemmigt.

Aldersfordeling - v/ Henrik Jensen

Hvad gør vi for at få flere medlemmer?

Kommentarer:

- Flere kommentarer omkring hvad man kan gøre

- Bedre opsamling på nye medlemmer

- Træning fra Greve

- Træning, maj måned

- Annoncering

- Åbent hus

- Strandskolen

Forslag omkring leje af hallen pr timebasis

Flere forslag fra medlemmer omkring muligheden for at leje de frie indendørs timer, som ikke er fast bookede i hele sæsonen.

TC orienterer omkring, at bestyrelsen arbejder på en løsning. Der er nogle tekniske udfordringer på nuværende tidspunkt, men der er ingen tvivl om, at det er noget, som mange er interesserede i. Bestyrelsen melder selvfølgelig ud, når der er fremskridt i sagen.

6. Forelæggelse af det kommende års budget til godkendelse

Fremlægges af TC.

Budgettet godkendes enstemmigt.

7. Valg til bestyrelse (vælges for 2 år)

a. Formand (ulige år)

TC genopstiller og vælges enstemmigt.

b. Kasserer (lige år)

Solveig Aksvig vil gerne overtage posten fra Kurt Roest.

c. Næstformand (lige år)

Ikke på valg.

d. Sekretær (ulige år)

Helle Joan Hansen vælges som sekretær.

e. Formand for seniorudvalg (lige år)

Ikke på valg.

f. Formand for ungdomsudvalg (ulige år)

Her blev Lars Ellesgaard valgt.

g. Webmaster (lige år)

Ikke på valg.

g. Formand for motionstudvalg (lige år)

Ikke på valg.

8. Valg af 2 suppleanter (vælges for 1 år)

Peter Wammen vælges.

9. Valg af revisor (vælges for 1 år)

Her genvælges Jørgen Grandjean.

10. Eventuelt

Jes: Spørgsmål omkring lys og akustik

RZ svarer:

Lyset er målt til 400 lumen, hvilket overholder de gældende krav.

Vedr lys fra porten, vil der blive opsat film på ruderne.

HP spørger ind til bold-nettet - boldene triller tilbage

RZ svarer:

Foreslår at løsne den wire, som er i nettet

Spørgsmål omkring varme-blæserne, som tænder og slukker

RZ: Det skyldes en defekt, som der arbejdes på

Lars Pinholt:

Arbejdes der på akustikken?

TC: Forklarer at mange ting er skåret væk i projektets start, for at vi kunne få råd til hallen. Opfordrer til, at medlemmer fortsat melder ind med ønsker til, hvordan vi kan gøre hallen endnu bedre.

Afslutningsvis opfordres der til, at der arbejdes mere med at få sponsorer til klubben.